Forbandede mennesker

Forbandede mennesker.

Da han var ung, var han blevet passet med varme og omhu. Ja han var blevet plantet som en bryllupsgave. Som et tegn på fremgang og det havde de haft. Fremgang. Haven omkring ham var vokset, men der var ikke blevet plantet nye træer. Tværtimod var de andre blevet væltet og han overlevede vist kun, fordi han var en bryllupsgave. Ikke at det var noget at fejre, hvis du spurgte ham.

Der blev råbt og skreget inde i det store hus. Tingene fløj ind imellem igennem luften og når det stod værst på, så blev selv huset udsat for vreden. Der blev smadret vinduer. Møbler blev smidt ud på græsplænen og et par stole blev faktisk brændt i et raserianfald. Heldigvis ikke noget der skete tit, men hver gang det gjorde, så vidste han, at der var noget nyt på vej. Huset blev fixet. Haven blev udvidet. Poolen blev større eller grillen nyere. Han var det eneste, de ikke kunne forandre. Ikke som sådan i hvert fald.

Han skød langsomt i vejret og de uduelige unger havde alle siddet på den ulidelige gynge, der var bundet om hans tykkeste gren. Det havde gnavet i hans bark. Havde sendt stød af smerte igennem hans stamme, men han måtte finde sig i det. Prøvede at bøje sig ned, så gyngen kom tættere på jorden, men det var nytteløst. Han voksede altid. Langsomt, men han voksede og gyngen hang fra hans gren et godt stykke over jorden.

En dag fik en af ungerne, som ikke var så små mere, den ide, at det da kunne være sjovt at skærer i ham. Skære i ham? Var de åndssvage? Man gik da ikke rundt og skar i folk, men det var passende, mente pigebarnet. – Far plantede træet til mor på deres bryllupsdag. Nu hvor vi skal giftes, skal vi så ikke skære vores navne og datoen i den tykke bark?

– Vi kunne da også plante et træ mere. Vores eget træ.

– Det vil mor aldrig tillade. Dette træ har kun overlevet, fordi det er en gave fra far.

Ergo skar de deres navne i hans bark. Var bedøvende ligeglade med at han græd, mens de gjorde det. De skar bare og det samme gjorde det næste hold. Og det næste. Der var fire børn i familien og hver og en af dem skar i barken, på deres bryllupsdag. En af dem tre gang og han prøvede at slette det. Vendte den side imod vinden, så den kunne gnide de forhadte navne af, men nej. De blev. Også selv om huset gik i forfald. Og poolen blev dækket af blade og skidt. Og de alle flyttede ud. Det skete efter dødsfald i familien. En tragedie faktisk. Manden i huset slog sin kone og sin ene datter ihjel. Hvorfor anede han ved gud ikke, men han var faktisk også ligeglad. Han havde set til med ligegyldige øjne og lod roligt sine blade svaje i luften. Mennesker var en forunderlig størrelse og han ville aldrig forstå dem.

Han var dog glad for, at de var væk. I hvert fald til at starte på, men ikke så meget længere. Store maskiner var ankommet. De ville vælte huset og for første gang nogen sinde så han, hvad der var på den anden side. Masse af træer. Unge, smukke og stolte træer og han mærkede hadet vokse i sig. De var ikke alene. Stod side om side og nu hvor der var stille om aften, så kunne han hører dem le og snakke. De gjorde nar af ham. Pegede med deres frodige grene og han måtte holde hårdt på sine rødder, for ikke at ødelægge havens jord i raseri. Hvad vidste sådan nogen unger om livet? Han havde haft et hårdt liv, hvilket havde sat sine ar på hans stamme og hvad havde de opnået? At stå og brede sine mange blade ud i vinden? At ævle om intetsigende ligegyldigheder som at regnen krøllede toppene? Der var vigtigere ting i livet og han frygtede det næste i sit. Havde hørt menneskene snakke, mens de hev de døde planter op af jorden. Alt skulle fjernes for noget de kaldte et højhus. Hvad pokker det så end var.

Forbandede mennesker.